Bonki - leamaš Ivgu maŋimuš báhkinin
Bonkholmen lea uhca sulloš Vuori olggobealde, mii lea Ivgovuona áidna vehá stuorát suolu. Bonkholmen lea ožžon namas Boŋki-nammasaš sápmelačča mielde, gii orui guovllus 1800-logus, ja gean dadjet leamaš Ivgu maŋimuš báhkinin.
Muitaluvvo ahte Boŋki velledii jápmit báktelatnjii, gosa son ovdal lei hávdádan guovžža, nu mo Povl Simonsen čilgii, go gávnnai hávddi sullos.
Maŋŋá leat arkeologalaš iskkademiin čájehan, ahte dávttit leat báhcán 3 sierra guovžžas, eaige Boŋkkis alcces. Dáktebázáhusat gullet áigodahkii 650 – 780 áigerehkenastima álggu maŋŋá.
Guovžžas lei erenoamáš sajádat sápmelaččaid ovdakristtalaš oskkus. Leat sierralágan govvádusat guovžabivddu rituálain, muhto oktasaš daidda lea, ahte go ledje borran guovžža, de galge čohkket ja hávdádit dan dávttiid.
Historien om Bonki
Slik Povl Simonsen fikk overlevert den av en lokal arbeidsmann:
Bonki var same, og bodde som gammel mann alene på sin holme. Det var på den tiden da kirken sto på Karnes (1730-tal]et) og foran kirkedøren sto gapestokken. Den gang var det lovpliktig å gå i kirke på söndagen. Bonki var hedning og kom naturligvis ikke i kirken. Presten sendte bud etter han flere ganger uten at det hjalp. Så sendte presten lensmannen, og han tok Bonki til kirken om søndagen, og lot han stå i stokken. Dette glentok seg tre søndager på rad. Så sa Bonki “Nå har jeg vært nok i kirke for min tid,” og han dro hjem til sin holme, og folk lot han være i fred der. Noe senere kjente Bonki at han snart skulle dø. Det var ingen i Lyngen som kunne eller ville begrave han etter hans tros ritualer. Bonki innredet da selv sin grav, og da han kjente døden nærme seg, la han seg i graven og der døde han og ble liggende.
